At være frivillig

At give sin tid til at støtte syge og døende er en gensidig gave.

Den tid og støtte du tilbyder kan være af afgørende betydning for, om familie eller venner får tid og overskud til selv at være hos den syge eller døende.  Ved dit nærvær og din omsorg kan du give dem denne tryghed.

Som frivillig bliver du en del af et team, hvor du får mulighed for at udvikle dig personligt samtidig med, at du kan tilegne dig nogle praktiske færdigheder både i det frivillige arbejde og under supervisionen.  

 

Det er vigtigt at vores frivillige har 

  • Gode kommunikations- og lyttefærdigheder,
  • Evne til at respektere fortrolighed og privatliv,
  • Villighed til at lære, til at acceptere vejledning og til at arbejde i team,
  • Følelsesmæssig modenhed, så at man har god jordforbindelse og et åbent hjerte,
  • Evne til at arbejde med mennesker, der har det svært,
  • Ærlighed, fleksibilitet og humor
  • Villighed til at bidrage med andet arbejde, f.eks. mindre administrative opgaver

Alle frivillige skal gennemgå vores Intensivkursus, som strækker sig over 3 weekends. Du kan tage kurset først eller du kan komme med i vores team og tage kurset hen ad vejen.

Du vælger selv om du ønsker at blive en del af besøgstjenesten, vågetjenesten  eller ritualtjenesten – eller alle tjenester.

Supervisionen er et rum, hvor vi sammen deler og reflekterer over vores egen situation lige nu og over vores frivillige arbejde og de glæder, sorger og forhindringer dette medfører. Her deler vi også vores viden om, hvad der sker i sindet under dødsprocessen.


Hvorfor blive frivillig?

  • Du bliver del af et engageret team af andre frivillige og et samvær med dybde, erfaring og humor.
  • Du vil komme til at møde og støtte mange mennesker, - du vil lære af dem alle og få mange nye venskaber.
  • Frivilligt arbejde er udviklende, udfordrende, sjovt og indimellem ganske hårdt.
  • At hjælpe syge og døende er også et arbejde med at se sin egen skrøbelighed og dødelighed i øjnene og dermed forberede sig til sin egen død.
  • At give og modtage fra hjertet er en gave.
  • Fortsæt selv, - du vil finde din egen motivation undervejs.